torsdag den 25. marts 2010

En dag tilbage...


... for i morgen kører humørbussen med hele familien til Disneyland. 4 dage i Disney-himlen. Vi glæder os alle som små børn! Vi har været der med Hjalte for tre år siden. Det var en kæmpe stor succes. Jeg ville bare gerne springe de 1100 km. i bil over... Men der er vist ingen vej udenom.

Nu vil jeg ned og købe forsyninger ind til den laaaange tur, så den forhåbentlig ikke føles helt så lang.
Kiks, rosiner, kanelgifler, druesukker og meget meget mere står på indkøbslisten. Druesukkeret er forbeholdt forældrene, som skal køre bilen. Nok ikke en god idé at fodre de tre krudtugler på bagsædet med det....


onsdag den 24. marts 2010

Lækker Give Away...


Jeg må lige linke til en super give away, som løber af stablen hos Krudtuglens Mor.
Se nu bare her...

DIY -kopier som du vil!


Ovenpå diverse indlæg om DIY med eller uden henvisning til "kilden", smider jeg en DIY op og håber nogen vil gribe. I kan kopiere idéen lige så tosset i vil, for den er ikke min egen, men en teknik jeg har lært for maaange år siden.
Inspirationen kom fra weekendens indlæg om flettede tasker fra bl.a. Faster Mette, men den er mere enkel og overskuelig for os med lille tålmodighed...

Jeg håber guiden er overskuelig. Kast jer endelig ud i det, selvom det måske ser forvirrende ud, for når man har det i hænderne foran sig giver meget sig selv.

Resultatet af anstrengelserne bliver en lille kurv, som kan bruges til opbevaring af blyanter, farver, pensler, make up, eller hvad i skulle finde på.




Du skal bruge et magasin - ikke ugeblade! Papiret er for tyndt i kvaliteten. Start med at folde siden på midten.


Fold derefter på midten igen.


Fold nu en tredjedel ind.


Fold igen en tredjedel, så du nu har en lang smal strimmel.


Fold 16 sider på ovenstående måde.


Tape strimlerne sammen 2 og 2, så du nu har 8 lange strimler.


Nu er det så, jeg har glemt at tage et billede af næste trin. Det må i tænke jer til... Men det er ret enkelt. I skal flette 4 strimler på langs sammen med 4 strimler på tværs med ganske almindelig væve/flette-teknik, så de danner et kryds på midten. Sæt klemmer i hjørnerne, så det hele ikke skrider.


Nu har du 4 sider med 4 strimler, som skal flettes sammen. Tag de første 4 op og tag 2 i hver hånd. Knæk dem ind mod hinanden og flet/væv strimlerne sammen.


Sæt den klemme på, der sidder til venstre for sammenfletningen for at holde det sammen.
Drej derefter kurven med uret og flet de næste 4 sammen. Fortsæt indtil alle fire sider er flettet sammen.


Nu vender strimlerne mod hinanden 2 og 2. Disse flettes sammen og holdes fast med klemmer. Gentag hele vejen rundt


Igen vender strimlerne ind mod hinanden 2 og 2. De flettes igen hele vejen rundt.


Nu er kurven så høj, som strimlernes længde tillader, så det er tid til at lukke af.


Det gøres ved at folde strimlerne ned i kurven, så kanten dannes af spidser. Lav en af gangen hele vejen rundt. Hvis man er lidt fingernem, som de fleste af jer er, kan man bikse lidt med at flette enderne sammen nede i kurven, så de ikke stritter. Lad evt. klemmerne sidde på et stykke tid, så kanten får den rigtige facon.
Brug lidt tid på at arbejde med at forme bunden, så den bliver flad, så kurven kan stå.


Et voila! En fin kurv, som kan varieres i det uendelige, når man først har styr på teknikken.

Der kan laves låg til kurvene ved at flette en kurv, hvor strimlerne er lidt bredere end de strimler selve kurven er flettet af.
Der kan flettes af tapet, plakater eller andre materialer. Hvis man f.eks. bruger plakater, kan man flette ret store kurve uden problemer.

God fornøjelse og god dag.

torsdag den 18. marts 2010

Se hvad jeg har vundet!


Et hurtigt indlæg fra mig. Ikke fordi jeg har tid, men fordi jeg er så glad.
Jeg har nemlig vundet min første give away. Hvor er jeg heldig!

Rakel har udtrukket mit navn og en af de fine ugleuroer er nu min!
Tak Rakel!

Ha en fantastisk dag derude!

torsdag den 11. marts 2010

Her er London, her er London!



Rasmus havde til opgave at printe boarding pas ud til os. Vi havde fået vanvittigt billige billetter. 256 kr. for 2 returbilletter. Den søde mand havde i sin travlhed glemt at de skulle printes 4 timer før afgang... Så da han gik i gang tre en halv time før kunne det ikke lade sig gøre at printe!

Konen bandede kun en lille smule og trak overbærende på skuldrene. Vi kunne nemlig sagtens komme afsted. Det eneste vi skulle gøre var, at betale en afgift i lufthavnen for at få dem til at lave boarding pas til os! 620 kr. for at printe 2 styk. Det var mere end en tredobling af billetprisen... Jeg kan afsløre, at der faldt et par ironiske bemærkninger til den lettere stressede ægtemand. Nå, men Herre Gud. Det blev vi jo ikke ruineret af og det vigtigste var at vi kom afsted.

Vi forlod min mor, som havde bredt sine trygge vinger ud over vores tre drenge, så de var uden tvivl i gode hænder. Flyturen gik planmæssigt og vi ankom til hotellet uden problemer. Det var blevet sent og vi havde set frem til en hel nats søvn uden forstyrrelser. Det var fantastisk og ikke noget vi oplever ret tit.

Fredag morgen tog vi på rundtur i byen. Vi fandt en masse fine butikker og fik shoppet, drukket kaffe på Starbucks (hvorfor er der ingen af dem i Grindsted??). Vi fandt en ny yndlingsbutik, hvor vi nok var gået amok, hvis vi ikke havde haft begrænset bagageplads. Se mere på Habitats webshop.

Sidst på eftermiddagen tog vi tilbage til hotellet for at hvile de hårdt prøvede ben og fødder lidt inden vi skulle i teateret.

Vi havde købt billetter til Thriller - en musical-hyldest-teaterkoncert om/til Michael Jackson. Det var fedt!

Klokken 22.30 tog vi ind til Picadilly Circus og fik de lækreste bøffer jeg længe har fået. Og hvornår har jeg lige sidst siddet på en restaurant på den tid af døgnet???

Lørdag stod den på Portobello Road Market, som har alt hvad hjertet begærer af antikviteter, lopper, skrammel, frugt, grønt og madvarer. Fuldstændig som Hugh Grant beskriver det i filmen Notting Hill, som jeg ææælsker.

Rasmus ville gerne et smut forbi Abbey Road, så der tog vi op. Et engelsk villakvarter, som også huser Abbey Road studios, hvor de fleste Beatlesplader er indspillet. Huset fungerer stadig i som studie. Bl.a. Tim Christensen har indspillet et dejligt live album i studierne. Vi fik også taget turistbilleder ved den berømte fodgængerovergang, som er forside på albummet Abbey Road. Den ligger lige ved siden af studiet.

Resten af lørdagen gik med shopping og roomservice på hotellet, hvor vi tilbragte aftenen med en god film og mad på sengen. Nurj hvor var det hyggeligt. Når vi til hverdag er vant til at have tre børn at tage hensyn til, så er det virkelig en luksus at kunne gøre lige hvad vi vil!

Nedenunder følger billeder af nogle af vores (mine) indkøb:



Små dimserier fra Notting Hill. Cupcakes'ene er lip-gloss med hhv. kokos- og hindbærduft. Køb dem også her. Bilen og den lille havenisse skal stå i den sættekasse, som snart bliver færdig (håber jeg). Kokeshi-pincetten skulle selvfølgelig også med hjem.



Lille keramikkrukke og etagebeholder i melamin fra Habitat. Farverne elsker jeg.



Uret som bare ville med hjem. Habitat igen.



Papir! Skønt...



...skønnere....



...skønnest!


Søde søde drenge!

I dag da jeg kom hjem stod der en buket laaange røde roser ved døren. I kortet stod der:

Kære mor.

Til dig fordi du er så sød!

Så har man da nogle fantastiske drenge. Hjalte var af sig selv kommet til Rasmus i går og havde spurgt om de ikke nok skulle købe blomster til mig. Det er da noget, der varmer et moderhjerte langt ind i sjælen. Suk!

I postkassen lå også disse to smukke ringe, som jeg har købt af Ditte for sølle 20 kr. stykket. Det er ren foræringspris. Kig ind på hendes blog her.

Jeg undskylder mange gange for den ringe billedkvalitet.


mandag den 8. marts 2010

London!

Jeg har været i London en helt fantastisk lang weekend sammen med min skønne mand.
Weekenden bestod bl.a. af Portobello Road Market, fine butikker, shopping, Starbucks, afslapning, roomservice, English breakfast, gåture, kys og meget meget andet! Jeg er tanket op til hverdagen igen!

Billeder kommer senere...

tirsdag den 2. marts 2010

Af hjertet tak!

Et hurtigt indlæg uden billeder og andet opsigtsvækkende. Bare en tilkendegivelse om, at jeg er så stjerneglad for at i kigger forbi, læser hvad jeg skriver og ind imellem lægger en kommentar. Det er stort for mig, at nogen gider at læse om, hvad jeg får tiden til at gå med. Jeg er jo bare Malene fra Grindsted, som har et helt almindeligt liv som mor til tre, hustru, kvinde og kreakone - når der er tid til det...
Tak, tak, tak for jeres tid og ord!