tirsdag den 19. juni 2012

Lettet og meget meget glad

Dagen i dag har siden slutningen af april, hvor eksamensræset startede, været en milepæl for mig. I dag var nemlig dagen for den sidste eksamen og samtidig vores 9-års bryllupsdag, så der er virkelig noget at fejre.

De sidste to måneder har mildest talt været temmelig pressede med fuldtidsarbejde, 2 skriftlige opgaver, en skriftlig eksamen, tre drenge og en mand der også har arbejdet hårdt.

Jeg beklager mig absolut ikke, men jeg kan godt - her bagefter - mærke, at jeg har været hårdt spændt for...

Jeg fik et 10-tal i mundtlig matematik og 4 i den skriftlige eksamen, som var rigtig svær, så jeg er så glad og tilfreds.

Belønningen fra drengene var den smukkeste buket. Limonade, øl og saltmandler stod på trappen da jeg kom hjem. En tillykke-hilsen fra de sødeste venner. Tak S & E!


 


torsdag den 14. juni 2012

Sommerfodtøj?


Man må godt ha lækkert fodtøj, selvom det ikke ligefrem er lækkert vejr. Gummistøvler fra franske Aigle købt til fabelagtige 200 kr. i Kvickly. Det kalder jeg et godt kup!

Hvis nogen langvejs fra har lyst til at deltage i Blogtræffet, så skriv endelig en kommentar på indlægget (klik på linket øverst i sidebaren for at komme direkte dertil), så andre fra samme område kan få et lift, eller skriv en kommentar, hvis du søger transport. Jeg ved allerede at Mejse gerne vil ha et lift fra Viborg/Herning-kanten.



onsdag den 13. juni 2012

Blogtræf







Så er der endelig lidt detaljer om Tines og mit blogtræf...

Arrangementet finder sted i Grindsted lørdag d. 18. august kl. 10-15. Vi håber, at rigtig mange af Jer har lyst til at deltage.

Vi har ikke lagt de store planer for dagen, så medbring gerne hækletøjet, strikkepindene, broderinålen, eller hvad du nu har lyst til. Så garanterer vi for en god dag, med masser af snak og hygge.

Vi sørger for lidt let frokost og kage til kaffen.

Der vil være et deltagergebyr på 50 kr., som dækker diverse udgifter for dagen.

Skriv en mail til malenejahn (a) gmail.com eller tinetang (a) gmail.com hvis du vil være med, så sender vi lidt praktiske oplysninger retur.

tirsdag den 12. juni 2012

Blomster til mig

I dag har jeg fortjent blomster! Dagens didaktikeksamen gav et 10-tal. Nu er der kun en eksamen tilbage - matematik på tirsdag.

Trods det gode resultat kan jeg nu alligevel ikke lade være med at være lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde refereret til et undervisningsforløb i min skriftlige opgave, for det var det, der trak ned til et 10-tal. Den mundtlige præstation var til en 12'er.

Men jeg skal vist prøve ikke at være så hård ved mig selv, for 10 er jo også rigtig godt!




mandag den 11. juni 2012

Eksamen

Efter arbejde i dag er eftermiddagen gået med at forberede det sidste til morgendagens eksamen. 

Jeg har leget lidt med min disposition, som jeg håber giver et godt overblik for både lærer, censor og mig selv.

Ih, hvor jeg håber det går godt! 




søndag den 10. juni 2012

Fælles kontor

For snart et par måneder siden flyttede vi lidt rundt, hvilket skabte plads i den tidligere spisestue til et fælles kontor.

Billederne skal i ikke snydes for, selvom det snart er længe siden de er taget.

Mit elskede lægebord med plads til masser af dims
Stol fra Ikea, som senere på sommeren skal ud i haven og stå

Bordplader og bukke fra Ikea 
Reol fra Ikea